Appendiks 1: Det danske arbejdsmiljøsystem

Arbejdet med at styrke
og forbedre arbejdsmiljøet involverer forskellige organisationer, institutioner og videnscentre. Arbejdsmiljøloven fastlægger, hvordan indsatsen organiseres, og rollerne fordeles mellem de forskellige aktører.
Beskæftigelsesministeriet
Beskæftigelsesministeren er den øverste myndighed i arbejdsmiljøspørgsmål og kan fastsætte nærmere regler på arbejdsmiljøområdet. www.bm.dk
Arbejdstilsynet
Arbejdstilsynet er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet og den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Arbejdstilsynets hovedopgaver er at føre tilsyn med danske virksomheder og kontrollere, om de lever op til Arbejdsmiljøloven. Andre opgaver er at vedligeholde, udvikle, indsamle og formidle viden om arbejdsmiljøforhold og at udarbejde regler om arbejdsmiljø.
Tilsynet med virksomhederne er samlet i fire regionale centre. Her kan man også henvende sig, hvis man har brug for rådgivning eller har alvorlige problemer med arbejdsmiljøet på arbejdspladsen. www.at.dk
Arbejdsmiljøklagenævnet
Arbejdsmiljøklagenævnet er en offentlig myndighed, som behandler klager over Arbejdstilsynets afgørelser i konkrete sager på Arbejdsmiljølovens område. Klagenævnet består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og udpegede eksperter. www.ama.dk
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) er en forskningsinstitution under Beskæftigelsesministeriet. NFA skal medvirke til at skabe et sikkert, sundt og udviklende arbejdsmiljø i overensstemmelse med den tekniske og sociale udvikling i samfundet.
NFA fungerer også som nationalt center for arbejdsmiljøforskning og overvåger den internationale arbejdsmiljøforskning og miljøudviklingen i ind- og udland. NFA hed indtil 2007 Arbejdsmiljøinstituttet. www.arbejdsmiljoforskning.dk
Arbejdsskadestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsen træffer afgørelser i arbejdsskadesager. Dvs. afgør, om en skade eller en sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade, og hvor stor en erstatning man i givet fald kan få tilkendt. Arbejdsskadestyrelsen er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet. www.ask.dk
Videncenter for Arbejdsmiljø
Videncenter for Arbejdsmiljø er et nationalt samlingssted for viden om arbejdsmiljø. Videnscentret indsamler og formidler viden om arbejdsmiljø – fra virksomheder, projekter og forskningen. Videncentret er for alle med interesse for arbejdsmiljø. Centret er placeret på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. www.arbejdsmiljoviden.dk
Arbejdsmiljørådet
Arbejdsmiljørådet sikrer, at de mange parter på arbejdsmarkedet har medindflydelse på love og regler, der vedrører arbejdsmiljø. Arbejdsmiljørådet rådgiver beskæftigelsesministeren og er således med til at udarbejde regler og sætte dagsorden.
I rådet sidder repræsentanter fra offentlige og private arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer. www.amr.dk
Branchearbejdsmiljørådene
For at tilpasse og målrette nye regler og vejledninger til de enkelte brancher er der nedsat 11 branchearbejdsmiljøråd (BAR'er), som består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. BAR'erne kortlægger hver enkelt branches særlige
arbejdsmiljøproblemer og hjælper virksomhederne med at løse dem. Det sker gennem information, uddannelse og ved at foreslå relevant forskning. www.bar-web.dk
Arbejdsmedicinske klinikker
De arbejdsmedicinske klinikker er placeret på sygehusene. Der er 14 klinikker fordelt over hele landet. Klinikkerne er specialiserede afdelinger, hvor man kan få undersøgt, om en sygdom skyldes påvirkninger i arbejdsmiljøet.
Klinikkerne behandler ikke lidelserne, men henviser til behandling andre steder. Desuden kan klinikkerne rådgive om fremtidige erhvervsmuligheder i forbindelse med arbejdsskader og sygdomme. www.arbejdsmiljoviden.dk
Arbejdspladserne
Arbejdspladsernes egen indsats for at forbedre arbejdsmiljøet er det bærende element i indsatsen for et bedre arbejdsmiljø.
Sikkerhedsorganisation: Alle arbejdspladser med mindst 10 ansatte skal organisere sikkerheds- og sundhedsarbejdet i en sikkerhedsorganisation. Sikkerhedsorganisationen består af repræsentanter for de ansatte samt ledelsen og tager sig af det daglige arbejde for et bedre arbejdsmiljø på virksomheden.
APV: Alle arbejdspladser skal i følge Arbejdsmiljøloven udarbejde en skriftlig Arbejdspladsvurdering (APV), som indeholder en kortlægning og beskrivelse af arbejdspladsens arbejdsmiljøproblemer og en handleplan for, hvad arbejdspladsen vil gøre ved problemerne (se også side 17).
Arbejdsmiljørådgiverne
Arbejdsmiljørådgiverne er brancheforeningen for alle, som arbejder professionelt med at rådgive virksomheder om arbejdsmiljø: autoriserede arbejdsmiljørådgivere, arbejdsmiljøfunktioner internt i virksomheder samt andre arbejdsmiljø- og sundhedsfremmekonsulenter, herunder bedriftssundhedstjenester. www.bstforeningen.dk