Værdier
Forebyggelse af vold kan være med til at forbedre arbejdsmiljø, service og kvalitet.
Vigtige værdier er:
Trivsel
Medarbejdernes trivsel, gode samarbejds- og kommunikationsformer og tryghed i personalegruppen er en af forudsætningerne for, at man kan forebygge vold.
Åbenhed, ærlighed og klare linjer i personalegruppen er afgørende for et godt samarbejde på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at man ved, at man kan stole på hinanden. At man kender og kan acceptere hinandens grænser, styrker og svagheder, og at der er en holdning om, at det er o.k. at sige fra.
Tryghed og åbenhed i personalegruppen smitter også positivt af på brugernes trivsel.
Faglighed
Fagligt kvalificerede medarbejdere er centrale i voldsforebyggelsen.
Et højt fagligt niveau indebærer, at man både har indsigt i sig selv, i personalegruppen og i brugerne.
At forebygge voldelige episoder kræver stor viden om brugerne, og indsigt i og forståelse for baggrunden for deres reaktioner, så man kan målrette det pædagogiske arbejde.
Personalet må også have overblik, arbejde systematisk og løbende udvikle og afprøve nye metoder.
Uddannelse er centralt, men fører ikke i sig selv til udvikling. Der bør skabes rammer for en konstant læreproces, hvor man gennem supervision, feedback, kollegiale diskussioner og faglig vejledning løbende arbejder med at evaluere og justere arbejdet og samarbejdet på arbejdspladsen.
Ledelse
En klar og synlig ledelse, der er engageret, bakker medarbejderne op og inddrager dem i beslutningsprocesserne, er en forudsætning for et godt samarbejde og et godt pædagogisk arbejde.
Der skal være klare retningslinjer for både personale og brugere. Klare krav og en tydelig ansvarsfordeling mellem ledelse og medarbejdere.
Ledelsen skal være opmærksom på at prioritere tid og ressourcer til faglig udvikling, faglige diskussioner, supervision mv.
Brugerinddragelse
Brugerinddragelse har stor betydning for at forebygge vold og trusler. Det øger brugernes livskvalitet, når de er med til at tage beslutninger om deres egen hverdag.
Samtidig kan personalet bedre målrette deres arbejde, når de har en god forståelse for brugerne og deres måde at opfatte hverdagen på.
Fællesskab
Det er et fælles ansvar at forebygge vold på arbejdspladsen. Derfor er det helt centralt, at alle medarbejdere løbende inddrages i en dialog om voldsforebyggelse og føler et fælles ansvar for at skabe gode arbejds- og livsbetingelser for personale og brugere.
Det er en proces, som ofte handler om at flytte grænser og ændre holdninger på arbejdspladsen, og det er vigtigt, at hele personalegruppen har en fælles forståelse og diskuterer sig frem til fælles holdninger.
Forandringer skal være baseret på fælles diskussioner med udgangspunkt i medarbejdernes konkrete erfaringer fra dagligdagen, så de bliver rodfæstet i organisationen.
Det er vigtigt, at medarbejderne er enige i struktur og retningslinjer for arbejdet og er loyale over for de beslutninger, der træffes.
Proces
Voldsforebyggelse er en løbende proces, der konstant skal holdes ved lige, evalueres og følges op på.
Det er nødvendigt løbende at diskutere, hvad der virker – og hvorfor. Ofte er der tale om at skabe en positiv udviklingsspiral. Det betyder, at forbedringer i medarbejdernes trivsel eller arbejdsmiljø ofte er en forudsætning for en bedre service over for brugerne.
Når medarbejdernes kvalifikationer øges, og de får mere indflydelse på det daglige arbejde, bliver de ofte mere tilfredse med arbejdet og har større mulighed for at udvikle sig i jobbet. Det har betydning for kvaliteten af den service, de yder. Den faglige opkvalificering betyder, at medarbejderne kan arbejde mere målrettet og systematisk. Det faglige overblik og den større medindflydelse betyder, at de bliver mere fleksible og får større overskud til at inddrage brugerne. Og det smitter positivt af på brugernes trivsel og livskvalitet.
Samtidig stiger medarbejdernes engagement og arbejdsglæde, når de kan mærke, at brugerne trives, og at de selv yder en indsats af høj kvalitet.
Positivitet
Ligesom positive forhold virker forstærkende, skal man være opmærksom på, at negative forhold påvirker hinanden, hvis arbejdspladsen er inde i en periode med en negativ udviklingsspiral.
Stressede, udbrændte og nedslidte medarbejdere uden indflydelse og ansvar har ikke gode muligheder for at udvikle sig i arbejdet og ikke meget overskud til at engagere sig i brugerne.
Det betyder ofte, at arbejdet og forholdet til brugerne bliver præget af bureaukrati, mangel på fleksibilitet og dårlige opgaveløsninger.
I det voldsforebyggende arbejde må man altså være opmærksom på at styrke den positive udviklingsspiral og sideløbende fokusere på aktiviteter, der har en effekt på medarbejdernes arbejdsmiljø og på kvaliteten i arbejdet.

