Uddannelse

Et højt fagligt niveau er en af forudsætningerne for at kunne forebygge vold. Det kræver, at medarbejderne både har indsigt i sig selv som personer og som personalegruppe, og at de har stor viden om brugerne.

Uddannelse er et vigtigt middel til at give medarbejderne et fælles vidensgrundlag og en fælles forståelsesramme – for at kunne målrette indsatsen og aktiviteterne på arbejdspladsen.

Uddannelsen kan ske på temadage eller kurser, der er skræddersyet til den enkelte arbejdsplads, eller medarbejderne kan deltage i temadage, konferencer, efteruddannelse mv. uden for arbejdspladsen.

Vold og reaktioner
Et „grundkursus“ i vold, hvilke faktorer der kan udløse vold samt psykiske reaktioner ved vold og trusler, er naturligvis vigtigt. Her indgår også elementer som: Egne holdninger til aggression, egne reaktioner, angst og egne signalers betydning i kommunikation. Andre temaer er forståelse og håndtering af konflikter, lovstof om vold og magtanvendelse samt metoder til at bearbejde voldelige episoder, for eksempel psykisk førstehjælp og debriefing. Det kan også være kurser i psykofysisk træning, herunder blandt andet undervisning i frigørelses- og fastholdelsesgreb.

Faglig oprustning
Uddannelsen kan også have som formål at styrke den faglige kvalificering, så medarbejderne får bedre kendskab til og forståelse for brugerne, deres livshistorie og eventuelle handicap – samt baggrunden for deres reaktioner. Det kan for eksempel ske gennem undervisning i udviklings- eller neuropsykologi, handicapforståelse, senil demens eller autisme.

Eller uddannelsen kan handle om de faglige metoder. Her kan der være tale om (efter)uddannelse i krop-, gestalt- eller miljøterapi, kurser i massage eller andet. Det kan være kurser i at udvikle behandlingsplaner, i løbende dokumentation og evaluering.

Organisationsudvikling
Endelig kan uddannelsen handle om at udvikle hele organisationen eller arbejdspladsen. Det vil typisk være kurser om teamwork, temadage eller fremtidsværksteder, hvor man udarbejder målsætning for arbejdspladsen, kurser om kommunikation og samarbejde i personalegruppen mv.

I praksis kan uddannelse ikke opdeles helt så firkantet. Der vil ofte være elementer fra de forskellige kategorier på temadage og i kursusforløb.

„Vores institution blev oprettet, da amtet omstrukturerede. Medarbejderne var utrygge ved hinanden, og vi var ikke enige om den pædagogiske linje. Det resulterede blandt andet i mange indberetninger om vold og i et stort sygefravær. Vi havde brug for ens retningslinjer og ændrede arbejdsprocedurer. Og et af tiltagene var uddannelse.
Ledelsen besluttede, at alle medarbejdere – uanset uddannelse – skulle på kursus sammen, så vi kunne udvikle fælles sprog og diskutere os frem til fælles holdninger. Desuden skulle alle over en periode rokere på arbejdspladsen for at lære hinanden og de forskellige arbejdsområder bedre at kende. Alle medarbejdere fik kurser i grundlæggende udviklingspsykologi og neuropsykologi for at skabe en fælles forståelsesramme. Og temaerne blev koblet til volds- og kriseforståelse. Det har været meget centralt for udviklingen på arbejdspladsen, at uddannelsesforløbene er foregået samlet i hele personalegruppen. På den måde har vi netop fået fælles viden, fælles holdninger og fælles målsætning for arbejdet. Vi har stadig løbende kursusaktivitet og får supervision, så de faglige metoder hele tiden kan udvikles og rettes til".

- Medarbejder ved et botilbud for udviklingshæmmede

Hold dig ajour
Tilmeld dig vores nyhedsbrev.
Leder
Medarbejder
Studerende
Andet
Mest for studerende
...undervisere, praktikledere og vejledere
Fakta om vold
...bliver kvinder slået mere end mænd?