Erstatning efter voldsepisoder
Der er forskellige muligheder for at søge erstatning, hvis man har været udsat for vold og trusler.
Udgifter til behandling mv.
En skade opstået som følge af vold og trusler i forbindelse med arbejdet vil normalt være en arbejdsskade, som er omfattet af Arbejdsskadeloven. Den skadelidte kan få dækket udgifter til behandling og evt. få erstatning for varigt mén og tabt erhvervsevne.
Tabt arbejdsfortjeneste, svie og smerte
Arbejdsskadeloven dækker derimod ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller godtgørelse for tort, svie og smerte. Her kan man i nogle tilfælde søge erstatning via Erstatningsansvarsloven. En betingelse for erstatning herfra er, at andre er skyld i arbejdsskaden.
Det er muligt at få erstatning efter både Arbejdsskadeloven og Erstatningsansvarsloven.
Offererstatning
I nogle tilfælde er det desuden muligt at få erstatning fra staten efter Offererstatningsloven.
Erstatning fra skadevolder eller egen forsikring
Den skadelidte kan yderligere søge erstatning fra skadevolderen, selvom det kan være vanskeligt, eller eget forsikringsselskab.

