Arbejdsskadestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsen afgør, om en skade eller en sygdom kan anerkendes som en arbejdsskade og træffer afgørelse om, hvor stor en erstatning man kan få tilkendt.
Alle arbejdsgivere skal tegne en forsikring for deres ansatte mod arbejdsskader. Det er arbejdsgiverens forsikringsselskab, der udbetaler eventuelle erstatninger og betaler omkostningerne ved, at sagen bliver behandlet hos Arbejdsskadestyrelsen.
Arbejdsskadestyrelsen ser ikke på, om arbejdsgiveren kan gøres ansvarlig for skaden.
Arbejdsskadestyrelsen er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet. Det er en neutral myndighed.

