Anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen eller arbejdsskadeforsikringen
Voldsepisoder skal som hovedregel anmeldes til arbejdsskadeforsikringen eller Arbejdsskadestyrelsen. Småskader, som fx et blåt mærke, skal dog ikke anmeldes.
Anmeldelsen sker for at sikre, at den skadelidte har mulighed for at få dækket udgifter til behandling i forbindelse med en arbejdsskade. Det kan fx være til psykologbehandling, genoptræning og hjælpemidler.
Hvem anmelder
Arbejdsgivere er forpligtede til at tegne en arbejdsskadeforsikring for deres ansatte. Staten, regioner og kommuner kan vælge at være selvforsikrede – dvs. selv afholde udgifterne til forsikringssager.
Arbejdsgiveren skal anmelde alle arbejdsulykker, herunder voldsepisoder, til forsikringsselskabet.
Selvforsikrede arbejdspladser anmelder skaden til Arbejdsskadestyrelsen.
Hvordan anmelder man
Anmeldelse til forsikringen eller Arbejdsskadestyrelsen (samt til Arbejdstilsynet) sker elektronisk via EASY (Arbejdstilsynets Elektroniske AnmeldeSYstem) eller på særlige blanketter, der fås en af de tre steder.
Man kan tilmelde sig EASY via Arbejdstilsynets og Arbejdsskadestyrelsens hjemmeside.
Anmeldelsen skal kun ske et sted. Er skaden anmeldt til Arbejdstilsynet, bliver den automatisk sendt videre til Arbejdsskadestyrelsen.
Frist for anmeldelse
Fristen for at anmelde en arbejdsulykke er 1 år efter, at skaden er sket.
Hvad sker der med anmeldelsen?
Forsikringsselskabet eller Arbejdsskadestyrelsen tager stilling til anmeldelsen og afgør, om den skadelidte har ret til erstatning.
Forsikringsselskabet beder Arbejdsskadestyrelsen om at behandle sagen, hvis der er tale om erstatning ud over udgifter til sygebehandling. Det er en forudsætning for at få dækket udgifterne, at sagen anerkendes som en arbejdsulykke.
Læs mere
Bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker (om anmeldelse til arbejdsskadeforsikringen), bekendtgørelse nr. 997 af 20. oktober 2005
Bekendtgørelse af lov om Arbejdsskadeforsikring (Arbejdsskadesikringsloven)

